torsdag den 31. januar 2013

DOBBELT OP PÅ FASTELAVNSBOLLER


"Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have. Hvis jeg ingen boller får så laver jeg ballade..."

...Ja det var ligefør at der kom mere ballade ud af at lave de her boller end der ville have været uden dem, for jeg havde nemlig haft noget lækkert hjemmelavet creme liggende i fryseren som jeg havde planlagt at bruge som fyld i mine fastelavnsboller, men ak og ve, da cremen endelig var tøet op var den skilt, og uanset hvor meget jeg piskede var det helt umuligt at samle den igen. Jeg havde godt nok et brev med kagecreme liggende i skabbet, men det gjorde jo ikke op for den lækre creme der nu var lige til at smide ud. Men selvom jeg havde kagecremes pulveret liggende havde jeg ikke så meget som en dråbe mælk i huset (hvilket ikke just hjalp på mit humør). Så jeg skyndte mig at hive noget overtøj på og så stormede jeg ellers ud ad døren og gik ned i Fakta (uden tvivl med en lille sort tordensky hængende over hovedet).

Hjemme igen blev pulver cremen hurtigt rørt sammen og stilet på køl, og jeg må indrømmer humøret begyndte så småt at blive godt igen. Men ak problemerne var langt fra forbi med de her boller, for efter jeg havde formet alle bollerne og kommet dem i ovnen for at blive bagt gik der ikke lang tid før al cremen lige så langsomt begyndte at flyde ud af samtlige boller. Men jeg er faktisk helt stolt af mig selv, for på trods af det dårlige humør tidligere, ja så tog jeg det stille og roligt og så på det som en mulighed for at teste to forskellige måder at lave fastelavnsboller på. Så jeg rørte en hurtig dej sammen igen, og anden gang gik det langt bedre end med første portion. Bollerne var lækre og bløde og al cremen blev hvor den skulle indeni, så næste gang jeg skal lave fastelavnsboller ved jeg i det mindste nu hvordan man skal gøre, og hvordan man i hvert fald ikke skal gøre. Og næste gang laver jeg helt sikkert en hjemmelavet creme, for selvom bollerne var gode så smagte de nu ikke helt som dem man husker fra da man var lille, men når nu jeg laver cremen næsten gang bliver den helt sikkert lavet samme dag som den skal bruges for jeg laver i hvert fald aldrig samme fejl igen og kommer hjemmelavet creme i fryseren for det dur på ingen måde ;)

Dyrk lige de fine dejskrabere jeg købte inde hos H.W Larsen, fuldstændige fantastiske når man skal ælte dej ved håndkraft (btw brugte samme dej til begge omgange fastelavnsboller)
Fastelavnsboller take 1, "Don't try this at home" . De åbne boller flød over og de lukkede boller flød al cremen ud af...

...Fastelavnsboller take 2, her kom jeg 1 spsk. mel i cremen og rullede dejen ud før jeg skar den i firkanter, kom en skefuld creme i midten af hver firkant og lukkede dem.
Fold hjørnerne ind over fyldet før de klemmes godt sammen...
...og efter et lille tvist og så er bollerne klar til at blive bagt.
Fresh out of the oven og se, de kunne sørme holde på cremen :)
Pynt skal der naturligvis til...
... og så skal der ellers smovses


Fastelavnsboller 24 stk:

500 g mel
150 g blødt smør
50 g sukker
50 g gær
2 dl mælk
2 æg
½ tsk. salt.
Fyld:Creme (hjemmelavet eller købt)
Syltetøj
Æblemos
Eller hvad man ellers kunne have lyst til


Lun mælken og rør gæren ud heri.


Kom æggene ned til mælken og ælt de tørre ingredienser i indtil man har en næsten sammenhængende dej.
Til sidst æltes det bløde smør ind i dejen og derefter æltes der i yderligere min. 10 min (det gør deje meget mere smidig og lækker)

Form dejen til en stram kugle og lad den hæve i 30 min.
Udrul nu dejen og skær den i 24 kvadrater, i midten af hvert kvadrat ligges en lille klat creme, eller det fyld man nu ellers har lyst til.

Form nu hvert kvadrat til en stram bolle ved at hive hvert hjørne ind over fyldet, og presse samlingen godt sammen mens man giver den et lille tvist.

Pensel evt. bollerne med sammenpisket æg før de bages.
Bag bollerne ved 200 grader i ca. 15 min, køl dem derefter lidt af før de pyntes med glasur

mandag den 28. januar 2013

FOTOKONKURRENCE


For nylig så jeg at Hotel- og Restaurantskolen har en fotokonkurrence kørende inde på deres Facebookside, overskrifter er "Din flotteste ret" og hovedpræmien er et gavekort på 3000 kroner til restauranten Kadeau i København. Konkurrencen er godt nok kun for skolens elever, men siden jeg går på skolen kunne jeg ikke lade være med at uploade mit svar på "din flotteste ret" for selv om der er langt fra de tydeligt gourmet inspirerede billeder til min reje ceviche er det nu stadig meget sjovt at se hvor mange der synes om min retten, og hey hvis jeg skulle vinde en lækker middag, så ville det da heller ikke gøre noget ;)

Konkurrencen kører indtil slutningen af februar og jeg ville blive super glad hvis I gad at slå et smut forbi og give min ret jeres stemme,

I kan stemme på retterne HER

søndag den 27. januar 2013

AMERICAN CHOCOLATE CHIPCOOKIES


Cookies, cookies, cookies what's not to love? store søde chewy lækkerbiskener fyldt med chokolade, ja hvis det stod til C var det noget vi næsten altid havde på lager. Men det er faktisk ved at være et godt stykke tid siden jeg sidst lavede de her cookies, og hvis ikke jeg husker helt forkert var manden ikke helt tilfreds med dem sidste gang da han mente at de fik for høj varme i ovnen så de istedet for at være seje i midten, endte de med at være spøde hele vejen igennem (ja jeg glemte at tjekke opskriften og bagte dem lidt på gefule -hvilket jeg fandt ud af ikke var helt optimalt, i hvert fald ikke med den her opskrift) Så denne gang blev opskriften nærstuderet og temperaturen og tiden nøje fulgt så min søde kæreste kunne få de cookies han har sukket efter længe.

Chocolate chip cookies ca. 20 stk:

225 g smør
200 g farin
160 g sukker
1 tsk. salt
2 æg
kornene fra 1 vanilje stang
375 g mel
1 tsk. natron
½ tsk. bagepulver
200 g mørk chokolade

Kom smør, sukker og salt i en stor skål og pisk det sammen til en blød og sammenhængende masse.
Tilsæt æg (et ad gangen) og vanilje og pisk det godt samme.
I en anden skål blandes mel, natron og bagepulver.

Kom de tørre ingredienser ned til de våde og bland indtil dejen er lige nøjagtig blandet sammen.
Hak chokoladen, jeg plejer at hakke noget fint og andet lidt grovere så det bliver godt fordelt i dejen samtidig med at man af og til finder en stor lækker chokolade klump

Ælt chokoladen godt ind i dejen og form den til nogle stor kugler, ca. på størrelse med en lille golfbold
Pres kuglerne flade og kom dem derefter i fryseren i min 30 – 40 min*

Varm ovnen op til 140 grader og bag en pladefuld af de frosne cookies i 10 – 15 min eller indtil de begynder at blive gyldne i kanten.

Det er vigtig at de ikke får for meget da de helst skal være chewy i midten og ikke sprøde så er de nemlig bedst.

Når de kommer ud er de dog meget bløde, så lad dem køle af lidt på pladen før de flyttes hen på en rist for at køle helt af så ikke de falder fra hinanden

Nybagte cookies skal slevfølgelig nydes sammen med et stort koldt glas mælk :)



,

*Nok det bedste tip jeg har fået når det gælder cookies, når man bager dem direkte ud af fryseren bevarer de deres chewyness selv dage efter de er blevet bagt. Denne chewyness betyder også at de ville være helt perfekte som is-sandwiches ala Ben & Jerrys' wich (to cookies med is imellem)

MADPLAN FRA UGE 4


Mandag: 
Kylling og fritter

Tirsdag: 
Cæsar salat 

Onsdag: 
Rester fra gårsdagens aftensmad

Torsdag: 
Mousakka

Fredag: 
Rester

Lørdag: 
Gryderet med ris 

Søndag: 
Gyros 

onsdag den 23. januar 2013

PARTNERS IN CRIME

Blåbær muffins og varm te, det perfekte makkerpar på en kold januar dag

Det har været endnu en bidende kold dag i dag, og hvis man skal tro på hvad man hører, ja så ser det kun ud til at det bliver koldere og koldere de næste par dage. Så jeg er glad for at jeg har handlet ind til resten af ugen så jeg slipper for at bevæge mig ud i kulden mere end højst nødvendigt, for jeg er virkelig bare en af de personer som kan have flere lag af tøj på og stadig fryse.

I dag skulle min klasse på tur til H.W. Larsen og Inco hvilket var super spændende, vi fik et godt lille foredrag om forskellige knive og hvordan man behandler dem bedst muligt, og så fik vi mulighed for at få et Inco kort så vi kan handle stort ind (selvom jeg tvivler på at jeg får brugt det særligt meget). Men selvom det var en spændende dag var det alligevel meget rart at kunne få varmet fusserne op under et lunt tæppe da jeg kom hjem, og drikke en kop varm te. Hvis eftermiddagen havde været helt perfekt havde jeg nok også nuppet mig en båbær muffin sammen med teen, men jeg havde ikke lige nogen på lager (selvom jeg næsten altid har et eller andet i den stil liggende klar i fryseren til at lune når lækkersulten kalder) så det må blive en anden gang. Men mens jeg sad og små-cravede blåbær muffins kom jeg i tanke om at jeg slet ikke har lagt nogen opskrift  på dem ind her på bloggen, og sidst jeg lavede dem fik jeg taget en masse billeder som bare har ligget og samlet støv på computeren. Så hvis i skulle få lyst til at spise lidt sødt mens kulden raser udenfor får i her en opskrift på blåbær muffins, men det er faktisk en god allround basis opskrift på muffins, man kan nemlig bare erstatte blåbærerne med anden frugt (hindbær, brombær, rabarber osv.) komme lidt kakao i sammen med hakke chokolade eller lade være med at komme noget som helst i og bare lave dem til simple vanilje muffins - det er jo helt op til had man har lyst til eller hvad man har i sit køkken.

Et af mine yndlings redskaber er min iskugler, jeg bruger den til så meget andet end is f.eks. når jeg laver muffins er den perfekt til at få lige meget i hver form.

Lidt kanel og perlesukker på toppen inden de ryger en tur i ovnen YUM

Blåbær muffins 15 stk:

100 g smør
170 g sukker
2 æg
125 ml mælk
2 tsk. vaniljesukker
250 g mel
1 tsk. bagepulver
200 g blåbær
2 spsk. mel
Kanel og perlesukker

Forvarm ovnen til 200 grader
Pisk smør og sukker sammen med vaniljen til det begynder at blive lyst og cremet.
Når det er cremet piskes ægene i, men kun et ad gangen.
Tilsæt de tørre ingredienser og hæld derefter langsomt mælken i under omrøring.
Vend til sidst blåbærene i de 2 spsk. mel* og vend dem som det sidste i dejen
Fyld muffinformene og drys lidt kanel og perlesukker  på toppen af hver muffin
Bag dem i 15 - 20 min, eller indtil de er gyldne

*Jeg plejer altid lige at vende frugt der skal i muffins eller andre former for kage i lidt mel før jeg kommer det i dejen, så falder det nemlig ikke til bunds under bagning

tirsdag den 22. januar 2013

ET LILLE FOND TIP

Fond er noget af det jeg aldrig laver selv, det tager en krig og så ser jeg bare ikke grunden til det når nu man kan få så mange gode bouillonterninger i dagligvarebutikkerne. Men nu skete det faktisk at jeg under en oprydning inde på min skole, fik hænderne i to store poser med fond, og nu er det ikke fordi at jeg lige kunne bruge det her og nu, men det er stadig meget rart at have liggende til et eller andet. Jeg vidste at jeg aldrig ville få det brugt hvis jeg bare frøs det ned som det var, derfor fik jeg en lille fiks idé som jeg nu vil dele med jer

En lys kalvefond og en hønse fond  lige taget op af tasken 
Fonderne kommes i hver sin gryde og gives et lille opkog
Fyld nogle isterninge bakker med kogt fond og frys
Og så har man en masse fond terninger lige til at smide i saucen eller andet der skal piftes op med lidt smag

mandag den 21. januar 2013

CHILI CON CARNE

Mums lækker spicy chili con carne med ris, cheddar, cremefraiche og lidt guacamole
Ja der har jo været lidt stille her på bloggen da jeg lå syg i sidste uge, og det betyder at jeg nu har en del madbilleder liggende på computeren som jeg endnu ikke har fået lagt ind her på bloggen. Men nu har jeg det heldigvis bedre igen, så mon ikke jeg skulle få kæmpet mig igennem min lille bunke af lækre madbilleder og begynde at smide dem ind her på bloggen. Til at starte med er der i hvert fald her en opskrift på en lækker spicy chili con carne som vi fik at spise for noget tid siden, jeg lavede en ordentlig portion så vi endte med at have mad til to dage, og for at det ikke skal være helt løgn, ja så har jeg faktisk stadig en rest af den liggende i fryseren til en anden god gang.
Der var godt med grønt i min chili con carne, både løg, hvidløg, chili, revet gulerod og bladselleri
Start med at brune kødet...
...og svits derefter grøntsagerne...
...tilsæt tomater og bønner...
...og spice chilien op med chili pulver, salt, oregano, stødt spidskommen, kakao og stødt koriander.

Chili con carne 6 pers:


1 kg hakket oksekød
2 løg, hakket
3 store fed hvidløg, fint hakket
4 chilier, fint hakket
3 gulerødder, revet
3 stængler bladselleri, fint hakket
2 spsk. tomatpuré
2 ds. hakkede tomater
2 ds. bønner
1 tsk. chili pulver
2 spsk. tørret oregano
2 tsk. stødt spidskommen
1 spsk. kakao
1 tsk. stødt koriander

Start med at brune kødet i en stor gryde.
Mens kødet bruner kan man jo gøre grøntsagerne klar.
Når kødet er brunet godt af stilles det til side, og så er det grøntsagernes tur til at komme i gryden.
Svits grøntsagerne i nogle minutter, og kom derefter tomatpuréen ned til dem.
Steg tomatpuréen af i gryden, kom bagefter kødet tilbage i gryden og vend det hele godt sammen.
Tilsæt nu både bønner og tomater samt krydderier, og lad det hele små simre i min. 30 min, men gerne længere

søndag den 20. januar 2013

MADPLAN FRA UGE 3


Det jeg næsten har spist mest af i den her uge, altså udover tørt brød og revne gulerødder og æbler

...Ja madplan kommer der ikke nogen af i den her uge, jeg har nemlig ligget på langs næsten hele ugen og har stort set kun spist havregrød, tørt brød og revne gulerødder med æble, andet har jeg stort set ikke været i stand til at holde i mig. Det var ellers en uge jeg havde set frem til i rigtig lang tid, jeg skulle nemlig både have været ude i min første minipraktik, og have været inde til et event hos Miele og have set nærmere på deres dampovne sammen med en masse andre dygtige madbloggere . Men det blev der desværre ikke noget af, jeg troede ellers at jeg kunne nå at være frisk til onsdag (der skulle jeg have være til eventet) men hen ad eftermiddagen kunne jeg godt se at jeg ikke kunne tage afsted så jeg var nødt til at smide en mail afsted og melde afbud i den 11. time, og da jeg dagen efter mente at jeg var frisk nok til at tage ud i minipraktikken, ja så endte det med at jeg efter nogle timer måtte blive sendt hjem igen. Så alt i alt en super fed uge...håber i kan mærke den bidende sarkasme i den sætning.

Any way så håber jeg at næste uge bliver bedre end den her, for værre kan det da næsten ikke blive.

søndag den 13. januar 2013

DET STORE RESTE ORGIE

Ja det er nok ikke den kønneste ret, men den smagte virkelig godt 
Hvad gør man når man finder  nogle poser i fryseren med forskellige kødrester i, og man bare ved at en pose ikke vil være nok til et helt måltid? Ja man smider da hele moletjavsen ned i den store sorte gryde sammen med en tomat-fløde sauce og håber på det bedste. Og selvom retten ikke endte med at være den kønneste ret jeg har lavet (men hvilken gryderet er i grunden det?) så endte den faktisk med at smage super godt, ja selv mændene herhjemme tog da også mere end godt i mod den, men nu var det jo også næsten en ren kødret. Vi skal i hvert fald helt sikkert have den her ret igen, for det er virkelig den ultimative resteret hvor man kan komme hvad som helst i.

Reste kongens gryderet:

500 g kød i tern ( jeg brugte en rest kylling og en rest svinekød vi have til overs fra nytårsaften)
1 pk. bacon i tern
1 løg, fint hakket
3 fed hvidløg, fint hakket
3 spsk. tomatpuré
1 spsk. paprika
1 ds. hakkede tomater
150 g champignon
½ pk. cocktailpølser
2,5 dl fløde
Salt og peber

Start med at skære champignonerne i skiver og steg dem gyldne, stil dem derefter til side.
Varm herefter lidt olie op i en stor gryde og brun kødet sammen med baconnet.

Når baconnet begynder at blive sprødt, og kødet er godt brunet tilsættes løg og hvidløg, og det hele småsteges videre i nogle minutter.

Kom nu tomatpure ved sammen med paprika og rør det hele godt sammen.

Hæld nu tomaterne i sammen med cocktailpølser og champignoner og lad gryderetten småsimre i 20 min mens man koger risene eller forbereder andet tilbehør man vil spise sammen med retten.

Til sidst hældes der fløde i retten og den smages til med salt og peber.

MADPLAN FRA UGE 2


Mandag: 
Hjemmelavet pizza

Tirsdag: 
Chili con carne med ris

Onsdag: 
Rester af gårsdagens mad

Torsdag: 
Medister med kogte kartofler,brun sauce og råkost 

Fredag:
Baguettes med æg og rejer 

Lørdag: 
Vi var til fætter-kusine bowling med spisning

Søndag:
Spiste jeg hjemme hos mor

søndag den 6. januar 2013

MADPLAN FRA UGE 1



Mandag:

Nytårsaften

Tirsdag: 
Miniburgere

Onsdag: 
Baguettes

Torsdag: 
Gryderet med ris og miniflutes

Fredag: 
Kylling tandoori dinnerkit med naanbrød

Lørdag: 
Pasta carbonara 

Søndag: 
Vi var ikke rigtige sultne så vi skippede aftensmaden

lørdag den 5. januar 2013

FULD GANG I SANDWICHBAREN

Onsdagens aftensmad stod på nogle ret så lækre baguettes.

Onsdag aften stod der baguettes på menuen, og det gjorde der hovedsageligt fordi vi havde nogle rejer liggende i køleskabet som skulle bruges, men der var dog ikke helt nok rejer til at lave udelukkende rejesandwiches til os alle tre,  derfor lavede jeg både en baguette med æg og rejer og en med kylling og bacon. Men nu er det jo ikke fordi at der er megen opskrift gemt i at komme forskelligt fyld mellem to skiver ristet brød, men jeg synes nu alligevel at de blev så fine og smagte så godt at  jeg simpelthen var nødt til at vise dem frem her inde på bloggen.

Egentlig opskrift kommer der jo som sagt ikke i det her indlæg (ud over en på karrydressing som jeg kom i kyllingebaguetten) så jeg tror bare at jeg nøjes med at vise nogle billeder, men et billede siger jo som bekendt også mere end 1000 ord:)


Den ristede baguette flækkes og smøres med mayo...

...toppes med snittet salat, agurk og tomat...

...æg...

...og til sidst rejer.

En anden baguette hvor æg og rejer blev erstattet af stegt kylling...


...som toppes med sprødt bacon...

..og drisles med lidt karrydressing før der kommes rødløg på toppen.

Pak begge brød ind i bagepapir og skær dem over

En lækker sandwich med æg og rejer

Og en med kylling og bacon.
Karry dressing til kylling-bacon sandwichen

Karry dressing:

2 dl cremefraiche
3 tsk. sukker
4 tsk. karry
2 spsk. citronsaft
2 tsk. gurkemeje
Salt og peber

Rør alle ingredienserne sammen, og vupti så har man en lækker karry dressing.

fredag den 4. januar 2013

BURGERE MED CUTENESS FAKTOR

Det allerstørste hit nytårsaften var helt sikkert de små fine mini burgere

Vi fik jo som bekendt raclette til hovedret nytårsaften og wow hvor var det bare godt, specielt de super nuttede mini burgere var et hit. Ja de var faktisk så gode at rub og stub blev spist på selve aftenen, og dagen efter var C stadig så meget oppe at køre over dem, at jeg måtte lave nogle flere som vi fik til aftensmad tirsdag.

Men det var faktisk lidt af et tilfælde at jeg endte med at servere mini burgere, for planen var egentligt bare at vi skulle have det traditionelle som kyllingebryster, cocktailpølser, svinekorteletter samt små hakkedrenge til at smide på grillen, men da jeg en aften kom til at google raclette opskrifter endte jeg inde hos The Big Meowski hvor jeg faldt over de her små skønheder, og jeg vidste med det samme at det var noget der bare skulle afprøves.

Til vores mini burgere lavede jeg også en virkelig lækker burgerdressing som jeg have fundet opskriften på inde hos Twin Food, og tøser jeg kan kun sige 1000 tak for at i har vist mig burgervejen frem, for de små saftige miniburgere med en lækker burgerdressing der smager skønt af både ketchup, sennep og hvidløg er en combo der bare virker 100%. Ja jeg tror næste at miniburgere bliver noget vi ender med at få oftere end alm. burgere... men det har nok mere end noget andet at gøre med deres cuteness faktor :)



Alle ingredienserne til dressingen røres sammen og så er den ellers klar til brug.

Bollerne smøres med dressingen...

..toppes med et lille salatblad...

...efterfulgt af en mini bøf med en lille skive ost og bacon (vi havde også en rest honning marineret kylling tilovers som blev til en lille kyllingeburger)...


...til sidst kommes lidt grønt i burgeren, og toppens smøres også med dressingen.


Vi havde som sagt  heldigvis også en rest honningmarineret kylling tilovers som blev stegt dagen efter hvilket betød at vi også fik nogle mini kyllingeburgere at spise. Og det var C ret så glad for, for han nåede nemlig ikke at få smagt dem nytårsaften, ja faktisk var han så glad for kyllingen at jeg måtte love højt og helligt at jeg inden for den nærmeste fremtid marinerede nogle hele bryster som vi kunne få til aftensmad :)

Mini burgerboller- 32 stk:

5 dl lunkent vand
25 g gær
900 g hvedemel
75 g sukker
15 g salt
75 g blødt smør
Pynt: sesamfrø og mælk

Rør gæren ud i det lunkne vand.
Tilsæt derefter de tørre ingredienser (mel, sukker og salt) og ælt det godt sammen.

Når man har æltet det sammen til en sammenhængende dej æltes det bløde smør ind i dejen.

Ælt nu dejen smidig i min. 10 min.
Lad bagefter æltningen dejen hæve et lunt sted i 1 time med et fugtigt klæde over.

Derefter skal dejen vendes ud på et meldrysset bord og deles i 2 lige store stykker.
Rul hvert stykke til en pølse og del hver pølse i 16 stykker.
Rul hvert stykke til en bolle og sæt dem på en bageplade
Lad nu bollerne efterhæve i 30 min.

Efter 30 min. pensles bollerne med mælk og drysses med sesamfrø, derefter presses bollerne flade til de har den ønskede omkreds, og herefter hæver de i yderligere 1 time.

Bag bollerne ved 220 grader i 12 min.


Mini bøffer -32 stk.

1 kg hakket oksekød (så høj fedt% som muligt da dette giver mere saftige og smagfulde burgere)

Form kødet til en tyk rulle, og det den i to dele.
Rul nu hver rulle ud i mindre pølser og del hver pølse i 16 dele.

Til sidst formes der små kugler af kødet med hænderne, og pres dem gerne meget sammen så ikke bøfferne sprækeer og al saften forsvinder når de steges.

Tryk til sidst bøfferne lidt flade inden de hakkes let på kryds og tværs med kniven.
Steg dem om kom dem i de små burgerboller smurt med den gode Twin Food dressing

Burgerdressing*:

1 dl mayo
4 spsk. ketchup
1 ½ spsk. sennep
1 stor syltet agurk, fint hakket
1/4 syltet løg, fint hakket**
1 tak. paprika
1 stort fedhvidløg
Salt og cayennepeber
Evt. lidt citronsaft

Kom alle ingredienserne i en skål og rør dem godt sammen.
I original opskriften blev dressingen blendet, det gjorde jeg ikke da jeg havde hakket syltet agurk og løg rimelig fint, og egentligt ikke havde noget imod at min dressing var lidt chunky
Smag til med salt, cayennepeber og citronsaft.


Honning marineret kylling:

Saft fra 1 citron
2 spsk. honning
2½ stort fed hvidløg, fint revet
5 spsk. oliven olie
Salt og peber
3 kyllingebryster

Pisk alle ingredienserne undtagen kylling samme til en ensartet marinade, og smag den til.

Skær kyllingebrysterne i tern, eller lad dem være hele (alt efter hvad man skal bruge dem til) og kom dem i en plastikpose.

Hæld marinaden over kyllingebrysterne og lad dem marinere i min. 3 timer men der sker ikke noget ved at lade kødet marinere natte over.

Tag til sidst kyllingebrysterne op af marinaden og steg dem indtil de er gennemstegte.

*Jeg ændrede lidt i opskrifter for at tilpasse den til mine smagsløg , og jeg skriver den naturligvis som jeg lavede den

**Jeg brugte nogle syltede agurker som min mor har lavet til mig, og i glasset har hun også kommet nogle løg for at give ekstra smag, så jeg synes lige at jeg ville hakke lidt syltet løg og komme i min dressing sammen med de andre ingredienser, og det blev den skam ikke ringere af.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...